Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

7.-9. klasse - Udskolingen

Fokus på den enkelte elevs styrker og potentialer

Din rolle som forælder til et barn i udskolingen 
I 7.-9. klasse består din rolle som forælder blandt andet i at understrege over for dit barn, at skolegangen ikke kører af sig selv. Det kan være udfordrende i en tid, hvor dit barn måske er skoletræt eller mest optaget af de ting, der foregår uden for skolen med venner, kærester og fritidsinteresser. Det lyder banalt, men husk fortsat at tale med dit barn om skolen. Teenagere har også brug for den daglige samtale om stort og småt i forhold til skolen. En forælder, der viser interesse og lever sig ind i barnets situation, er en solid støtte i disse år. 

I udskolingen på Dalby Skole har vi både fokus på den faglige progression samt understøttelse og udvikling af elevernes sociale kompetencer. Undervisningen bygger på en kombination af forskellige læringstilgange, så eleverne både oplever at arbejde med forskellige grupper, projektorienteret undervisning og arbejde på tværs af årgangene.   

Vi er en del af Kolding kommunes ”BYOD” Bring your own device. Det betyder, at eleverne så vidt muligt selv skal medbringe en computer i undervisningen. Hvis dette ikke er muligt, kan eleverne låne en af skolen. Til hver klasse er der opstillet lockers, hvor eleverne kan opbevare disse computere.     

Vi stiller krav - fagligt, personligt og socialt
Positive krav giver udvikling

At ”stille krav” lyder for nogle måske ikke umiddelbart positivt. Men vi ved af erfaring, at mennesker udvikler sig bedst, når der bliver stillet krav til dem. 
Hvis man stiller tydelige og positive krav, så udvikler hver enkelt elev sine evner optimalt - og ikke kun fagligt, men også personligt og socialt. Eleverne finder en styrke og et selvværd, der også har direkte indflydelse på deres sociale kompetencer og respekt for hinanden.

Vi stiller krav til os selv
Vi stiller også krav - ikke kun til eleverne, men også til forældrene i forhold til et godt skole-hjem-samarbejde. Og vi stiller krav ikke mindst til os selv! 
På den måde skaber og vedligeholder vi læringsmiljøer med fuldt fokus på den enkelte elevs faglige, personlige og sociale udvikling.

Fokus på det ”hele menneske”
I 7.-9. klasse går de unge igennem en vigtig fase i deres personlige udvikling, hvor de er ”på vej videre”. Det er vigtigt, at deres skoleliv fungerer godt, at de kan udnytte deres evner bedst muligt. 

Vi taler ikke kun rent ”skole-fagligt”. Man skal også kunne begå sig blandt andre, være en god kammerat, kunne samarbejde, kunne ”performe”, når det gælder.

Vi sigter således mod at gøre den enkelte elev til et ”helt menneske”, der både fagligt, personligt og socialt er helt klar til videre uddannelse og livet efter grundskolen. Derfor har vi fortløbende fokus på trivsel som en nødvendig forudsætning for optimal indlæring.