Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Læsebånd + Fællestime

Læsning har alle dage været et fokuspunkt på Dalby Skole. Og vi arbejder hele tiden for at forbedre vores elevers læsekompetencer. Derfor har vi indført læsebåndet. Læsebåndet er et modul, der ligger som et morgenbånd hen over ugeskemaet.
Læsebåndet skal supplere og understøtte undervisningen i alle fag. For læsning er en nødvendighed for at kunne begå sig i alle folkeskolens fag.

Formålet med læsebåndet er at øge elevernes læsehastighed, læseforståelse og motivation for at læse. Desuden kan læsebåndet være med til at understøtte alle fagene vha. fagligt relaterede tekster.

Indholdet i læsebåndet vil variere ift. de ældste og yngste elever, og læsning skal derfor forstås bredt. Ift. de yngste elever vil der således ofte være fokus på højtlæsning og sproglig opmærksomhed, mens der ift. de ældste elever vil være mere fokus på læsning af fagtekster og skønlitteratur.

Hvis vi skal kigge fremad kan der i læsebåndet ligeledes indgå skriftlige aktiviteter. At skrive sig til læsning er således en anerkendt og virksom metode til optimering af læsekompetencer. Der kan i læsebåndet endvidere indgå læsning af fremmedsprog, ligesom tekster kan være såvel digitale som analoge.

Vores læsebånd er placeret de første 20 minutter af skoledagen, og kører alle dage. En dag om ugen erstattes læsebåndet af fællestimen.

Det er den lærer, der skal have det efterfølgende modul / undervisningstime, der står for læsebåndet. Det er derfor muligt for læreren at styre læsebåndet med relevant læsemateriale og lave en glidende overgang fra læsebåndet til det første fagmodul på skemaet.

Det vil også være muligt at tilgodese enkelt elever i læsebåndet, hvor lærerne kan tilrettelægger et læseforløb eller ved at der læses individuelt med eleven.

Det er derfor vigtigt, at eleverne er klar når læsebåndet starter. Vi forventer koncentration og ro på skolen under læsebåndet. I læsebåndet er tale om individuel stillelæsning, og derfor skal bøger være lånt på forhånd, så læsebåndet anvendes til læsning frem for at låne bøger på biblioteket.

En dag om ugen erstatter vi læsebåndet med fællestime. Her samles afdelinger hver for sig, hvor fokusset er rettet mod fællesskabet og musikken. Det vil også være muligt for såvel lærere / pædagoger som elever at fortælle historier, videreformidle vigtig information, lave fremvisninger af større og mindre projekter, komme med kreative indslag, eller få en fælles læseoplevelse, som når eksempelvis vores 3. klasse læser Halfdan Rasmussen digte.